AP Pension

Print denne AP Pension-side
Download denne AP Pension-side i pdf-format

Høj bølgegang slår igennem på afkastene

2018 endte med en mavepuster til aktiemarkederne, og det ramte også ISP-medlemmernes afkast. Sammenlignet med branchen generelt klarede ISP’s investeringer sig dog pænt. Og i begyndelsen af 2019 er sidste års negative afkast på Markedsrenteordningen mere end udlignet.

Handelskrig mellem USA og Kina, en højere rente fra den amerikanske centralbank, store fald i aktiekurserne flere steder i verden. 2018 bød på en serie dårlige nyheder for investorerne – og dermed også for danskere, der har pensionsopsparing i markedsrente, hvor afkastene følger udviklingen på finansmarkederne.

– Da vi gik ind i 2018, var vores forventning, at det ville blive et sværere år end 2016 og 2017. Vi havde dog en tro på, at vi ville stå med positive afkast, når vi kom ud af 2018, men ved årets udgang måtte vi sande, at de fleste ISP-medlemmer med markedsrente fik negative afkast, fortæller investeringsdirektør i ISP, Ralf Magnussen.

Han fremhæver, at begyndelsen af 2019 har budt på anderledes positive takter:

– Det, som ISP-medlemmerne tabte i 2018, blev faktisk mere end vundet ind alene i årets første måned.

Medlemmer på Markedsrenteordningen får de løbende afkast direkte tilskrevet på deres pensionsordning, hver måned. Det er dog ikke kun afkastene, men også de indregnede forventninger til levetid, der har betydning for pensionen, både for de medlemmer i Markedsrenteordningen, der får udbetalt pension, og for de medlemmer, som endnu ikke er på pension. Kombinationen af negative 2018-afkast og længere levetider har betydet en nedregulering af pensionerne i 2019.

Læs også: Lange levetider og lave afkast rammer pensionen


Ejendomme trak op, aktier trak ned

Når Ralf Magnussen zoomer ind på ISP’s investeringsportefølje i 2018, fremhæver han investeringer, der har trukket i hver sin retning.

– Afkastet fra ejendomme var højt. Det skyldes blandt andet salg af velbeliggende ejendomme over hele Danmark via samarbejdet med AP Pension, men også et flot afkast fra ISP’s udenlandske ejendomsinvesteringer, siger han og fortsætter:

– Til gengæld klarede aktierne sig lidt dårligere end gennemsnittet på finansmarkederne som følge af ISP’s investeringer i bankaktier. Og samtidig satte ISP lidt til på afdækning mod valutaudsving i et år, hvor kursen på den amerikanske dollar steg.


Med blandt de forreste i feltet

Når regnebrættet gøres op, placerede ISP sig i 2018 pænt i feltet af pensionsselskaber. Her kan du se en sammenligning med de kommercielle pensionsselskaber – og med Sampension.

ISP placerede sig i profilen med lille aktieandel som nummer et ud af otte selskaber – og som det eneste selskab med positive afkast. I profilerne med mellemstor og stor aktieandel lå ISP som nummer tre af de otte selskaber. Her lå Sampension som nummer et i sammenligningen. De fleste medlemmer i ISP har mellemstor aktieandel.


2019: God start, men moderate forventninger

Alene i januar 2019 fik ISP-medlemmer som nævnt udlignet de negative afkast fra 2018 – og mere til. Januar gav 1,2 pct. til medlemmer med lav risiko, 3,0 pct. til medlemmer med mellem risiko og 4,6 pct. til medlemmer med høj risiko. I februar fortsatte de positive takter med afkast på mellem 0,6 pct. og 2,2 pct. Bemærk, at tallene er før pensionsafkastskat og investeringsomkostninger.


Følg afkastene måned for måned her

– Hvis man skal pege på en fundamental forklaring på, hvad der er sket i årets start, så skal man kigge mod den amerikanske centralbank, der har signaleret til de finansielle markeder, at den ikke fortsætter de rentestramninger, som vi så i 2018, siger Ralf Magnussen.

Selvom aktieåret er startet godt, så mener Ralf Magnussen ikke, at det fortsætter med tilsvarende stigninger resten af året.

– Jeg forventer, at vi kommer til at stå med positive afkast, når vi står ved udgangen af 2019, men det kommer ikke til at fortsætte i samme tempo, som vi har set fra årets start, siger investeringsdirektøren.

Han spår også, at de kommende år vil byde på mere moderate afkast, end årene op til 2018 bød på.

– Det er også det, som brancheforeningen Forsikring & Pensions nye afkastforventninger afspejler, forklarer Ralf Magnussen.


Læs også: Pensionsbranchen sænker forventninger til afkast





Tilmeld dig

ISP Update

Nyheder og information, om pension og forsikring, direkte til din e-mail 6 gange om året.
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side