AP Pension

Print denne AP Pension-side
Download denne AP Pension-side i pdf-format

Aktiernes optur har sikret solide afkast i 2019

På aktiemarkederne har der været mild medvind i de første måneder af 2019. For ISP-medlemmer med opsparing på Markedsrenteordningen betyder det afkast, der indtil videre klart overstiger minusset fra 2018. Dog kan der igen lure tungere skyer i horisonten.

Efter et 2018, der sluttede med et surt kvartal på investeringsmarkederne, er der generelt positivt at berette fra de første måneder af 2019. Sidste års tab er ikke alene vundet hjem – der er også lagt pæne plusser ovenpå. Det er godt nyt for flertallet af ISP’s medlemmer, som har deres opsparing på Markedsrenteordningen.


Søren Schjødt-Hansen er Chief Portfolio Manager i ISP. Han giver en status på årets første måneder:

– Vi så en afslutning på 2018, hvor der var negative forventninger til den økonomiske udvikling. Men aktierne rettede sig for alvor op igen i første kvartal af 2019, hvor det blandt andet så ud til, at Kina og USA fandt en fælles forståelse. I maj har Donald Trump igen varslet handelskrig mod Kina, Europa og Mexico. Det har betydet faldende aktiekurser, der dog ikke ødelægger det samlede, positive billede i 2019.


Udviklingen betyder, at et ISP-medlem med investeringsprofilen Markedsrente – Mellem fik et afkast på knap 5 pct. (før skat) i perioden januar-maj 2019. Til sammenligning gav hele 2018 et negativt afkast på -1,8 pct.

Grund til forsigtighed

I 2019 har ISP’s positive afkast især været drevet af aktierne, der globalt set er steget med 12-15 pct. I Danmark har aktiestigningerne til og med maj ligget på omkring 14 pct. Også kreditobligationer, som dækker over udlån til virksomheder, har givet pæne afkast.


Den globale uro i løbet af maj kan dog være et varsel om, at de kommende måneder ikke vil byde på samme høje afkast som årets begyndelse.


– Foruden meldingerne fra Trump kan vi se, at mange virksomheder skruer ned for deres optimisme og forventninger til vækst. Det plejer at være en strømpil for aktiemarkederne, siger Søren Schjødt-Hansen.


– Vi mener, der er grund til forsigtighed, når det gælder investeringerne, fordi den nuværende cyklus med højkonjunktur kan nærme sig enden. Vi har derfor også skruet ned for risikoen i ISP’s investeringer, så eventuelle fald på aktiemarkederne vil ramme mindre hårdt, fortsætter han.

Investeringerne overtages af Sampension

Fra 1. juli 2019 overtager Sampension arbejdet med at investere ISP’s midler. Løbende vil der komme omlægninger af ISP's aktiver, så de passer ind i Sampensions investeringsunivers, og ISP dermed kan opnå endnu billigere investeringsomkostninger.

Følg med i dine afkast

Du kan følge med i dine afkast måned for måned på denne side. Bemærk, at afkastene er vist før skat og investeringsomkostninger.



Tilmeld dig

ISP Update

Nyheder og information, om pension og forsikring, direkte til din e-mail 6 gange om året.
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side