AP Pension

Print denne AP Pension-side
Download denne AP Pension-side i pdf-format

Skru på din pension, så du får det bedste udbytte

Som medlem i ISP har du mulighed for at optimere din pensionsordning. Du kan justere forsikringsdækninger, opsparing og investeringsrisiko ud fra din livssituation. I sidste ende kan det betyde, at du får mere i pension.

Når du sparer op til pension, er det for at få råd til et godt seniorliv. Men også mens du arbejder, kan du og dine nærmeste få gavn af forsikringerne i din ordning hos ISP, hvis der sker dig noget.


Ikke alle medlemmer har behov for ISP’s mest fintmaskede sikkerhedsnet. Og nogle vil måske gerne løbe en lidt større risiko med deres opsparing end andre. Derfor har du mulighed for at justere din pensionsordning, så den passer til dit behov.


Her kan du læse om tre knapper, du kan skrue på.

1. Dine forsikringer

Du kan ikke fravælge dit sikkerhedsnet i ISP, men du kan ændre i dine forsikringer, så de koster en mindre andel af din opsparing. Det er relevant, hvis du for eksempel ikke har en ægtefælle eller forsørgerpligt.


Lad os se på tallene for et medlem på 40 år, der er ugift og uden børn – og som indbetaler cirka 87.000 kr. til pension hvert år. Ved at fravælge sin ægtefællepension og minimere sin børnepension, ender han med at få cirka 13.500 kr. mere om året i livsvarig pension, fordi han sparer penge på sin forsikringspakke.


Hvis du har en pensionsordning på ISP’s nyeste regulativ (regulativ 4), har du mulighed for at forhøje din invalidepension til en årlig fast ydelse på op til 80 pct. af din nuværende løn.


Du kan også nedsætte din invalidepension. Men det kan koste dig dyrt, hvis du mister din evne til at arbejde og kun får en mindre forsikringsudbetaling ved siden af din førtidspension. Husk i den forbindelse, at ISP har nogle af markedets billigste forsikringer.


Kontakt ISP MedlemsService, hvis du ønsker at ændre i dine forsikringer.

2. Din opsparing

Via din arbejdsgiver indbetaler du et fast bidrag til din pension hver måned. Hvis du har luft i økonomien, kan du vælge at indbetale ekstra, og det kan der være flere gode grunde til.


Ud over at du får en større pension, kan ekstra indbetalinger give dig skattefordele – især hvis du betaler topskat. Desuden er pensionsopsparing typisk en god investering, fordi afkastene i de fleste år er højere end renterne i banken, og fordi du kun betaler 15,3 pct. i skat af de løbende afkast.

Du kan vælge at indbetale et ekstra beløb en gang imellem, eller du kan aftale med din arbejdsgiver, at du fast indbetaler en lidt større andel af din løn hver måned. Læs mere om det praktiske her.

3. Din investeringsrisiko

Hvis du sparer op til pension på Markedsrenteordningen i ISP, kan du vælge mellem tre risikoprofiler: Lav, mellem og høj. Jo højere risiko, desto flere aktier indgår der i det samlede mix af investeringer.

Forskellene i afkast kan over tid betyde hundredtusindvis af kroner mere eller mindre i samlet pension. Derfor er det væsentligt, hvordan dine penge investeres.


Især hvis du har lang tid til pensionen, kan det være aktuelt med en højere risiko, fordi det giver muligheder for et bedre afkast – men naturligvis også risiko for tab.


Det er gratis at skifte mellem de tre risikoprofiler, men husk, at du selv har ansvaret for at vælge en profil, der passer til dig. Du kan følge med i afkastene måned for måned på denne side.


Kontakt ISP MedlemsService, hvis du ønsker at skifte profil.

Størst fleksibilitet på regulativ 4

Medlemmer på ISP’s regulativ 4 har flest muligheder for at ændre i deres pensionsordning. Hvis du er på et ældre regulativ (1, 2 eller 3) i Markedsrenteordningen, kan du vælge at skifte til regulativ 4.


Hvis du ikke ved, om du er på regulativ 4, kan du tjekke det på forsiden af Min Pension under ’Info om dig og din police’.

Tilmeld dig

ISP Update

Nyheder og information, om pension og forsikring, direkte til din e-mail 6 gange om året.
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side