Jeg snart skal på pension
Du bør starte med at ringe til pensionskassen, få en orientering om dine muligheder og herefter få tilsendt de fornødne blanketter og forskelligt informationsmateriale.
Under download finder du en pjece Snart på pension. Pjecen er tænkt som en første introduktion til emnet.
Når du har besluttet dig, skal du returnere blanketterne til ISP ca. én måned før, du skal på pension. Vi skal have blanketterne i original og du skal derfor sende dem pr. post.
Du skal oplyse en dansk bankkonto, som ISP kan overføre pensionen til og du skal indsende et skattekort.
Hvis du har flere forskellige pensionsordninger, kan det være svært at få et overblik over økonomien som pensionist.
Vi anbefaler derfor at du benytter dig af PensionsInfos hjemmeside, hvor du kan hente oplysninger om dine pensionsordninger. På hjemmesiden kan du se, hvem der ikke er tilmeldt PensionsInfo. Har du ordninger i nogle af disse selskaber må du derfor supplere PensionsInfos oplysninger med oplysninger fra de pågældende selskaber.
ISP er tilmeldt PensionsInfo.
Jeg får nyt arbejde
Hvis du får nyt arbejde og dit pensionsbidrag udebliver, kontakter vi dig . Vi sender normalt et brev til dig og oplyser dig om eventuelle muligheder, f.eks. at du kan
- få din nye arbejdsgiver til at fortsætte din pensionsordning i ISP
- selv overtage indbetalingerne til ISP
- stille din ISP-ordning i bero og blive hvilende medlem
- blive medlem af den nye firmaordning og stille din ISP-ordning i bero
- blive medlem af den nye firmaordning og overføre din pensionsordning fra ISP til den nye firmaordning
Du har måske ikke selv alle mulighederne og nogle muligheder vil være bedre end andre. Du er velkommen til at drøfte dine muligheder med ISP.
Jeg er blevet arbejdsløs
Hvis du ophører med at indbetale bidrag, sender vi normalt et brev til dig og oplyser dig om dine muligheder. Se Orientering om når bidragsbetalingen ophører.
Jeg har fået en samlever
Din samlever er ikke automatisk dækket af pensionsordningen eller af gruppeforsikringen. Men det kan hun/han blive. Hvis du ikke er gået på pension, har du mulighed for at indsætte din samlever som berettiget til ægtefællepensionen og du kan også begunstige din samlever til dødsfaldssummen fra gruppeforsikringen. Se Orientering om pension til samlever og Orientering om arveforholdene ved gruppeforsikring.
Jeg er blevet gift
Vi siger tillykke – men behøver ikke få noget at vide. Din ægtefælle er automatisk dækket og har ret til ægtefællepension efter de regler, der gælder for din pensionsordning.
I relation til gruppeforsikringens dødsfaldssum er din ægtefælle din ’nærmeste pårørende’ og vil derfor få udbetalt hele dødsfaldssummen med mindre du har disponeret over forsikringen. Hvis du ønsker at ændre begunstigelsen, skal du indsende en ny blanket til ISP.
Jeg har fået et barn
Vi siger tillykke – men behøver ikke få noget at vide. Dit barn er automatisk dækket og har ret til børnepension efter de regler, der gælder for din pensionsordning.
Hvis du ikke har en ægtefælle, er dit barn nu at betragte som din ’nærmeste pårørende’ i relation til gruppeforsikringen og vil derfor få udbetalt hele dødsfaldssummen med mindre du har disponeret over forsikringen. Hvis du ønsker at ændre begunstigelsen, skal du indsende en ny blanket til ISP.
Jeg flytter til udlandet
Du kan fortsætte med at indbetale bidrag på din pensionsordning. Er din skattepligt til Danmark ophørt, har du ingen fradragsret for indbetalingen. Kontakt venligst din bopælskommune for at høre om fradragsmulighederne.
Hvis du ophører med at indbetale bidrag, sender vi normalt et brev til dig og oplyser dig om dine muligheder. Se Orientering om når bidragsbetalingen ophører.
Jeg vil gerne indbetale mere til ISP
Vil du gerne supplere din indbetaling til ISP, kan du årligt indbetale et indskud på op til 46.000 kr. på din almindelige pensionsordning. Indbetaler du på livrenten, må du indbetale, hvad du ønsker. Kontakt pensionskassen, men vent ikke til sidst på året, så kan vi ikke nå at ekspedere din sag inden det nye skatteår begynder.
Jeg går på forældreorlov
Hvis du ophører med at indbetale bidrag, sender vi normalt et brev til dig og oplyser dig om dine muligheder.
Du kan ikke bruge din pensionsordning i ISP til at supplere din orlovsydelse med.
Jeg er blevet tilbudt en fratrædelsesgodtgørelse
Hvis du er overenskomstansat, kan du normalt få indbetalt din fratrædelsesgodtgørelse til ISP.
Kontakt os og hør nærmere om mulighederne.