Print siden Tip en ven Tilføj til foretrukne Site Rss

Afkast og pension

Regulering af pensionen - afkastets betydning
 
 
Uanset om du er på markedsrenten, seniorordningen eller på garantiordningen har afkastet betydning for din regulering af pensionen.
 
Men der er store forskelle i den måde, det sker på.
 
For alle gælder som udgangspunkt, at pensionen bliver reguleret en gang årligt - hvert år den 1. januar. Den regulerede pension 'gælder' så i et år - hvorefter den igen bliver reguleret.
 
I det følgende er beskrevet de overordnede principper for reguleringen, og der er taget udgangspunkt i, at pensionen er valgt udbetalt uden pensionisttillæg.
 
Endvidere gælder for alle pensioner - uanset om de er på markedsrente, seniorordning eller garantiordning - at der er indregnet en forventet fremtidig rente på forhånd. Den indregnede rente har stor betydning fordi kun en 'mer'rente i forhold til denne rente, der kan give en positiv regulering. 
 
Garantiordningerne
Garantiordningerne er kendetegnet ved, at pensionen ved den årlige regulering som udgangspunkt ikke bliver nedsat - uanset om det er et godt år afkastår og uanset om årets afkast er mindre end den indregnede rente.
 
For at dette skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt med en 'buffer', som kan udligne gode og dårlige investeringsår.
Når/hvis bufferen bliver 'for stor'  på grund af gode afkast, vil bestyrelsen udlodde herfra med ekstra pensionsudbetalinger.   
 
Medlemmer på garantiordningerne har forskellige indregnede forventede fremtidige renter - fra 4,25 % til 1 %.
 
Gives der således en årlig rentetilskrivning på 4,25 % vil et medlem med en indregnet rente på 4,25 % ikke opleve en stigning i pensionen - hvorimod et medlem med en indregnet rente på 1 % vil opleve en stigning i pensionen ved reguleringen.
 
Afkastet i garantiordningen har således betydning - ikke i første omgang for den årlige regulering - men for muligheden for at kunne regulere pensionen/ udbetale ekstra pension. Jo højere afkast og jo højere buffere, jo bedre mulighed for en positiv regulering af pensionen/udbetaling af ekstra pension.
 
Markedsrenteordningen
Pensionister på markedsrenteordningen mærker hvert år ved reguleringen af den udbetalte pension, hvordan året har været rent afkastmæssigt.
 
For denne gruppe medlemmer er der indregnet en forventet fremtidig rente på 4,25 %. Er det opnåede afkast højere, kan der blive tale om en positiv regulering af pensionene, omvendt hvis afkastet er lavere.
 
Som en tommelfingerregel kan du regne med, at pensionen bliver forhøjet med op til 1 % for hver procent afkastet overstiger 4,25 %. Tilsvarende vil pensionen falde, hvis afkastet er lavere end 4,25 %.
 
Men vær opmærksom på, at der også ved den årlige regulering af pensionen sker en betaling for udgifter til administration og for eventuelle levetidsstigninger.  
 
Seniorordningen
For denne gruppe medlemmer er der indregnet en forventet fremtidig rente på 4,25 %.
 
Er det opnåede afkast højere, vil der i øjeblikket ikke blive tale om en positiv regulering af pensionen, fordi bufferen på seniorordningen skal opbygges. Et eventuelt afkast udover de 4,25 %, bliver således lagt til side i bufferen.
 
Er det opnåede afkast mindre end 4,25 %, bliver det opnåede afkast tilskrevet - dog mindst 2 % - fordi der på seniorordningen er en forudsætning om at der mindst årligt skal tilskrives en rente på 2 %.
 
Det betyder populært sagt at pensionen på seniorordningen i øjeblikket ikke kan stige ved den årlige regulering.
Pensionen kan maksimalt falde med 2,25 % på grund af afkastet og det vil den gøre, hvis afkastet er 2 % eller derunder.
 
Faldet i pensionene kan dog godt blive lidt større, fordi der også bliver trukket for udgifter til administration og til betaling for en forlænget levealder.