AP Pension

Print denne AP Pension-side
Download denne AP Pension-side i pdf-format

Nu kan du vælge et stærkere sikkerhedsnet

Som medlem i ISP har du en invalidepension, der dækker, hvis du mister din erhvervsevne. Fra 1. juli 2017 kan medlemmer på regulativ 4 vælge at skrue op for dækningen. Det kan især være en fordel for dig, hvis du har høje faste udgifter og en familie at forsørge.

I din pensionsordning har du en invalidepension. Den sikrer dig en månedlig udbetaling, hvis du bliver ramt af sygdom eller ulykke og derfor aldrig mere kan arbejde. Fra 1. juli 2017 kan du skrue op for dækningen, hvis du er medlem på ISP’s regulativ 4.

I dag svarer din invalidepension til det beløb, du kan forvente at få udbetalt i pension som 67-årig. Men fremover kan du vælge, at beløbet skal udgøre op til 80 procent af din nuværende løn. Muligheden for at skrue op har især været et ønske fra ISP’s yngre medlemmer.

Hvem kan med fordel skrue op?

Jo større økonomiske forpligtelser du har, jo stærkere et sikkerhedsnet vil du typisk have brug for.

I mange familier skal der to lønninger til, før hverdagen hænger sammen. Lad os fx sige, at I har købt bolig og har børn at forsørge. I det tilfælde kan I stå i en barsk situation, hvis du pludselig mister din indtægt på grund af sygdom.

Det kan også være, at du lever alene og derfor kun af egen indtægt. Også her kan du være særligt afhængig af en løbende udbetaling på et vist niveau.

Du kan til enhver tid skrue ned for din dækning igen. Fx når din boliggæld er mindre, når dine børn er flyttet hjemmefra, eller når din privatøkonomi af andre grunde er mindre sårbar. Der er ingen grund til at være bedre dækket, end du har brug for, da du betaler for den højere invalidepension ud af din pensionsopsparing.

Hvad kræver det at skrue op?

Du kan skrue op for din invalidepension, hvis du opfylder følgende tre betingelser:

  • Din forventede alderspension i ISP er på mindst 12.000 kr. per måned, også efter du har sat dækningen op. Du kan se prognosen for din alderspension ved at logge på Min Pension.
  • Du er medlem på ISP’s regulativ 4. Hvis du ikke ved, om du er det, kan du tjekke det på forsiden af Min Pension under ’Info om dig og din police’.
  • Du kan dokumentere din nuværende løn, fx via lønsedler eller opgørelser fra SKAT.

Hvad sker der, når jeg har skruet op?

Når du har skruet op for din invalidepension, skal du være opmærksom på, at forhøjelsen er omfattet af en klausul – to år for offentligt ansatte eller fire år for privatansatte.

Forklaringen er, at du ikke skal afgive oplysninger om dit helbred for at vælge den højere dækning. Perioden på de to-fire år skal sikre, at ingen medlemmer skruer op, fordi de allerede er alvorligt syge.

Hvis du vælger en højere dækning, betaler du for den via din pensionsopsparing. Prisen afhænger af din dækning og alder, men vil være konkurrencedygtig, fordi ingeniører sjældent bliver syge eller kommer til skade.

Du kan få et tilbud på den højere invalidepension ved at kontakte ISP MedlemsService.

Tilmeld dig

ISP Update

Nyheder og information, om pension og forsikring, direkte til din e-mail 6 gange om året.
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side