AP Pension

Print denne AP Pension-side
Download denne AP Pension-side i pdf-format

ISP – Ingeniørsammenslutningens Pensionskasse

ISP er en tværgående pensionskasse, der blev etableret i 1958. Oprindelig var pensionskassen udelukkende for teknikumingeniører, men siden er også diplomingeniører og andre med en lignende uddannelse kommet til. Der kan optages såvel privatansatte som offentligt ansatte ingeniører, og i dag er det også muligt at tegne pensionsordninger for alle ansatte i virksomheder med ingeniører eller lignende uddannelser.

Fra den spæde start i 1958 til en moden pensionskasse

I 1956 aftalte arbejdsmarkeds parter at forlade den relativt stive tjenestemandsansættelse og overgå til en overenskomstmæssig ansættelse inden for det offentlige. En aftale som også berørte offentligt ansatte ingeniører.

Det var nødvendigt at erstatte tjenestemandspensionen med en anden pensionsordning. Der var drøftelser om, hvem der skulle administrere indbetalingerne og flere muligheder var i spil. Men man endte op med at etablere sin egen pensionskasse.


Pensionskassen blev etableret den 1. juli 1958, hvor der forelå en officiel godkendelse fra forsikringsrådet. Forud havde der været afholdt en stiftende generalforsamling, hvor vedtægterne var blevet godkendt. Den nødvendige garantikapital på 200.000 kr. var skaffet ved en bankgaranti.


Den nye overenskomstmæssige pensionsordning var knyttet til ansættelsen, og aftaler om pensionsbidrag blev en del af selve lønfastsættelsen ved overenskomstforhandlingerne. Det var en del af den oprindelige aftale, at såvel den ansatte som arbejdsgiveren skulle bidrage til pensionsordningen. Et princip som stadig gælder for de overenskomstansatte medlemmer i ISP og i øvrigt også gælder i alle de arbejdsmarkedspensionsordninger, der er kommet til siden.


Man aftalte også i 1958, at pensionsordningen skulle være på kollektiv basis og indeholde enkepension, børnepension, invalidepension og alderspension. Produkter som stadig den dag i dag er basisprodukter i pensionsordningen i ISP. Pensionsordningen er løbende moderniseret og er nu suppleret med gruppeforsikringer, flere opsparingsprodukter og en del valgmuligheder.


Gennem årene har såvel medlemstilgangen som de månedlige indbetalinger været stigende. I 1957 var der 157 medlemmer og formuen var de første 20 år under 1 mia. kr.


I 2013 har pensionskassen næsten 12.000 medlemmer, en formue på godt 15 mia. kr. og knap 5.000 pensionister. Pensionsudbetalingerne er nu større end pensionsindbetalingerne, hvilket er et kendetegn ved en såkaldt ”moden” pensionskasse.


Formuen var de første mange år placeret i obligationer. I 1970’erne begyndte pensionskassen at investere i ejendomme, herunder selv at forestå byggerier af udlejningsejendomme og fritidshuse. I 1970’erne begyndte pensionskassen også at investere i danske aktier. I slutningen af 1980’erne kom udenlandske aktier til. Paletten af aktivtyper, som pensionskassens investerer i, er løbende blevet større og større, men basis er stadig investeringer i obligationer, ejendomme og aktier.

Selvstændig pensionskasse med et tæt partnerskab med AP Pension

I 2013 traf bestyrelsen i ISP efter længere tids overvejelser en beslutning om at foretage en fuld outsourcing af administrationen til AP Pension. Baggrunden for outsourcingen var både et ønske om at sikre en robusthed i administrationen og en målsætning om en billigere administration, en forøget tilgang af nye medlemmer og et højere afkast. En målsætning en pensionskasse af ISPs størrelse vanskeligt kan opnå ved at stå alene, men som kan opnås i et partnerskab med et andet pensionsselskab med en bred vifte af kompetencer. AP Pension lægger vægt på fællesskabet i bred betydning og de værdier et reelt fællesskab kan tilføre. AP Pension har en kommerciel tilgang til pension og det giver nye muligheder for udvikling af pensionskassen.


Selvstændigheden er bevaret trods outsourcingen. Pensionskassen har fortsat sin egen bestyrelse, og der er ansat en direktør og en ansvarshavende aktuar i pensionskassen. Medlemsindflydelsen og medlemsdemokratiet er bevaret uændret. Generalforsamlingen, hvortil alle medlemmer har adgang, er forsat pensionskassens øverste myndighed.

Pensionskassens ledelse

Pensionskassen har siden starten i 1958 været ledet af en bestyrelse på fem personer, der oprindelig alle skulle være medlem af pensionskassen Der er nu krav om uafhængighed og særlige kompetencer, hvorfor et af bestyrelsesmedlemmerne ikke kan være medlem af pensionskassen.

Pensionskassens bestyrelse har i sin over 50-årige levetid kun haft tre formænd.


Den første formand var H.P. Christensen, der var formand i 17 år fra 1958 til 1975. Hefter blev Jørgen Schaumburg formand i 36 år fra 1975 til 2011. Pensionskassens nuværende formand, Lars Bytoft, overtog formandshvervet i 2011.

Tilmeld dig

ISP Update

Nyheder og information, om pension og forsikring, direkte til din e-mail 6 gange om året.
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side
Få ordforklaringer vist på denne AP Pension-side